Fra velfærdsstat til fællesstat

– en socialliberal afløser for velfærdsstaten

”Et stigende antal danskere ser i dag den danske velfærdsstat som en institution, man betaler til og derefter får ydelser eller service fra – krone for krone. Med sine skatteindbetalinger er man dog ikke med til at købe ydelser fra velfærdsstaten. Med ens skatteindbetalinger har man ikke været med til at betale for sin egen uddannelse og sin egen alderdom – man har været med til at betale for det danske samfund ”

Af Mathias Kryspin Sørensen, cand.polit. og Folketingskandidat for Radikale Venstre på Fyn

Set over de seneste 60 år er den danske samfundsmodel en hidtil uset succeshistorie. Den økonomiske vækst og stigende velstand i Danmark siden 1950’erne er blevet brugt til at opbygge den velfærdsstat, vi kender i dag. Opbygningen af velfærdsstaten har bidraget positivt til den økonomiske udvikling og øget velstanden for alle danskere. Ændrede økonomiske og demografiske forudsætninger samt en ændret opfattelse af statens rolle nødvendiggør dog, at vi gentænker den danske velfærdsstat.

Muligheden er, at vi også i fremtiden kan have et velstående samfund med en gunstig økonomisk udvikling og råd til velfærd. Faren er imidlertid, at vi ikke formår at tilpasse vores samfundsmodel de ændrede forudsætninger med lavere økonomisk velstand og mindre råd til velfærd til følge.
Velfærdsstaten – fra ide til en stærkt forankret samfundsmodel

Velfærdsstaten har uden tvivl været den herskende samfundsmodel i Danmark siden midten af 1950’erne. Velfærdsstaten har dog aldrig været en fast defineret ide eller vision. Der hersker vidt forskellige syn på, hvad ”velfærdsstaten” egentlig er – og denne uenighed har hersket lige siden velfærdstatens opståen. Velfærdstaten var nemlig ikke et gennemtænkt projekt eller en samlet samfundsvision. Ideen om en velfærdsstat kom oprindeligt fra Storbritannien og det britiske parti, Labour. En betænkningskommission nedsat efter pres fra det britiske parti, Labour, med William Beveridge som formand kom i 1942 med deres rapport, som for første gang beskrev ideen om en ”welfare state” der lagde et socialt sikkerhedsnet ud under alle borgere i samfundet. Det primære formål med en såkaldt ”welfare state” var, at modarbejde ”materiel nød, sygdom, uvidenhed, dårlige boliger og lediggang” blandt borgerne.

Ideen om en velfærdsstat bredte sig efterfølgende ud i Europa oven på den stigende debat om en ”welfare state” i Storbritannien. Overalt i Europa betød en øget økonomisk velstand, en gunstig demografisk udvikling med en høj andel af befolkningen i den arbejdsdygtige alder og en stor befolkningsvækst, at der var et økonomisk og mentalt overskud, hvilket bidrog til en optimisme og gav næring til ideen om en velfærdsstat.

I Danmark havde der siden underskrivelsen af Grundloven i 1849 været en stigende fokus på at skabe et samfund med økonomisk velstand, frihed til alle borgere og et fælles ansvar for de borgere, der havde det sværest. Denne udvikling fortsatte op gennem 1900-tallet, og kulminerede med socialreformen fra 1933. Ideerne fra Storbritannien om en dansk udgave af ”welfare state” tog for alvor fart efter Danmarks befrielse 5. maj 1945, og den efterfølgende afslutning på 2. Verdenskrig. I Danmark var Socialdemokratiet stærkt inspirerede af tankerne fra deres søsterparti, Labour, i Storbritannien om en ”welfare state”. Ideen om dansk velfærdsstat var en blanding af visioner for et samfund, hvor der var et socialt sikkerhedsnet under de svageste og en stærk fællesskabsfølelse. Begrebet ”velfærdsstat” var dog så tilstrækkeligt udefineret, at den daværende statsminister Jens Otto Krag tilbage i 1956, da han var Økonomi- og Arbejdsminister, bad en af sine embedsmænd undersøge hvornår begrebet ”velfærdsstat” egentlig var opstået. Trods diskussionerne i politiske kredse om, hvad der egentlig mentes med begrebet ”velfærdsstat”, så tog Danmark selvsamme år i 1956 med indførelsen af Folkepensionen det første skridt i retning af den velfærdsstat, der i de følgende årtier blev opbygget. Udbygningen af velfærdsstaten tog for alvor fart med jordskredsvalget i 1960, hvor Socialdemokratiet vandt en stor sejr over Venstre og Konservative.

Det Radikale Venstre har under skiftende regeringer siden 1950’erne været en stærk støtte for udbygningen af den danske velfærdsstat. Den socialliberale indgangsvinkel har været gennemgående i visionen om et samfund med frihed til forskellighed, lige muligheder til alle borgere for bedst muligt at bidrage til samfundet og en social anstændighed. I Radikale Venstre mener vi, at man skal tage et ansvar for sit eget liv, men at vi som samfund også har et fælles ansvar de mennesker, der har det sværest. En veludbygget stat er ikke i sig selv midlet til et bedre samfund, men en velfungerende velfærdsstat har vist sig som en effektiv samfundsmodel til at skabe grundlaget for et økonomisk velstående samfund med frihed til den enkelte borger, men hvor der også bliver givet en hjælpende hånd til de borgere i samfundet, der har det allersværest.

Fundamentet for visionen om en velfærdsstat

Arbejdet for en dansk velfærdsstat var ikke et gennemtænkt projekt – ikke en gennemtænkt vision, og selv den dag i dag hersker der delte meninger om, hvad begrebet velfærdstat egentlig dækker over og hvilke opgaver, der – så at sige – tilkommer den. Til spørgsmålet: ”Hvad definerer velfærdsstaten?” ville hver enkelt dansker uden tvivl have sin egen forklaring. Ikke desto mindre er begrebet ”velfærdsstat” blevet en fast vending om det nuværende danske samfund. Den danske velfærdsstat er grundlæggende karakteriseret ved en veludbygget stat, der leverer bl.a. uddannelse og sundhed til borgerne, ligesom velfærdsstaten omfatter et veludbygget socialt sikkerhedsnet, der sikrer borgerne økonomisk i tilfælde af f.eks. arbejdsløshed og sygdom, samt under uddannelse og i alderdommen. Fundamentet for dette er, at borgerne betaler relativt høje skatter og afgifter – og især de år, hvor de er i den arbejdsdygtige alder. På den måde er staten afhængig af, at man som borger bidrager til samfundet, når man er i den arbejdsdygtige alder for derigennem økonomisk, at lægge fundamentet for dem, som er under uddannelse, på pension eller på anden offentlige forsørgelse – ligesom andre lægger det økonomiske fundament, når man selv er under uddannelse, er gået på pension eller af forskellige andre årsager ikke selv kan bidrage til finansieringen af velfærdsstaten. Dermed er den danske velfærdsstat et stærkt solidarisk projekt, hvor det er påkrævet, at borgerne er solidariske med hinanden og over for den danske samfundsmodel.

Den veludbyggede velfærdsstat vi har i dag, opstod som produktet af flere faktorer. Især ønsket om at skabe et socialt sikkerhedsnet for alle borgere i samfundet, en stærk fællesskabsfølelse og en velfungerende stat, der kunne levere velfærd til alle borgere, var centrale elementer i diskussionerne til fordel for en velfærdsstat. Hovedårsagen til oprettelsen af velfærdsstaten var dog en kraftigt forøget velstand i Danmark, der var med til at legitimere den kraftige udbygning af staten, som var nødvendigt for at visionen om en dansk velfærdsstat kunne realiseres. Arbejdet med at udbygge velfærdsstaten er fortsat til den dag i dag – i mere eller mindre grad, men samtidig har de forudsætninger, der lå til grund for ideen om en dansk velfærdsstat i væsentlig grad ændret sig, hvis de overhovedet er til stede i dag. Danmark nyder eksempelvis ikke i dag den samme høje grad af økonomisk vækst, og den demografiske udvikling betyder økonomisk set, at et stigende antal danskere skal forsørges af et faldende antal forsørgere. Dermed står Danmark over for store udfordringer med at opretholde velfærdsstaten i den nuværende form som følge af ændringerne i de grundlæggende præmisser, der var til stede i 1950’erne og de følgende årtier.

Derudover er udviklingen af velfærdsstaten ved at have ”sejret sig selv ihjel”.  I dag er over 35 procent af danskerne helårsmodtagere af overførselsindkomster. Det tal var frem til begyndelsen af 1970’erne på under 20 procent. Den offentlige sektor har aldrig været større, og antallet af offentligt ansatte har været støt stigende i takt med udbygningen af velfærdsstaten. Den øgede velstand i samfundet – som bl.a. har været et produkt af velfærdsstaten – har affødt en mindre fællesskabsfølelse for det fælles samfundsprojekt i forhold til det individ-specifikke projekt. Et stigende antal danskere ser i dag den danske velfærdsstat som en institution, man betaler til og derefter får ydelser eller service fra – krone for krone. Med sine skatteindbetalinger er man dog ikke med til at købe ydelser fra velfærdsstaten. Med ens skatteindbetalinger har man ikke været med til at betale for sin egen uddannelse og sin egen alderdom – man har været med til at betale for det danske samfund – for uddannelse til unge mennesker, for forsørgelse af ældre danskere og f.eks. for vedligeholdelsen af danske veje – på det givne tidspunkt, man betalte skatten. Og dermed har der altså været en ”underfinansiering”, da der ikke er taget højde for den demografiske udvikling med færre forsørgere til det stigende antal forsørgede.

Samlet set, så er de underliggende betingelser, der har været fundamentet for velfærdsstaten, ved at blive udhulet i et sådant omfang, at vi ikke også fremover kan opretholde velfærdsstaten i sin nuværende form. De forudsætninger, der lå til grund for den danske velfærdsstat, eksisterer ikke mere. Der er kort sagt behov for, at vi gentænker den danske samfundsmodel for at tilpasse den de givne forhold.

Velfærdstat 2.0 eller ny samfundsvision?

Den danske velfærdsstat har i mange henseender vist sig som en effektiv samfundsmodel, og derfor er der ingen grund til at underkaste den en omfattende omkalfatring eller forkaste de grundlæggende elementer, der har været definerende for velfærdsstaten. Det er imidlertid nødvendigt, at vi som borgere må acceptere, at vi i stigende grad skal ”yde efter evne, og nyde efter behov”. Det har aldrig været et mål med velfærdsstaten, at over en tredjedel af befolkningen skal være helårsmodtagere af overførselsindkomster fra staten, sådan som det er i dag. Derfor må og skal udviklingen vendes – ja, faktisk har vi ikke andet valg end at forsøge at skabe en ny samfundsmodel, der på en bedre og mere hensigtsmæssig måde passer til de nuværende og fremtidige økonomiske, demografiske og menneskelige forudsætninger i Danmark og i verden omkring os. Velfærdsstaten skal ikke forkastes, men gentænkes og omdannes til det, man i mangel af et bedre ord, kunne betegne en ”fællesstat”. ”Fælles”, fordi statens opgave er at tage vare på vores fællesskab og sikre de bedste udfoldelsesmuligheder for de unikke individer, som er en del af fællesskabet – statens primære opgave er ikke at levere velfærd. Staten skal fokusere på, at levere kernevelfærdsydelser som uddannelse og sundhed, men i langt mindre grad være direkte indkomstgrundlag gennem offentlige overførsler. Velfærdsydelserne skal i højere grad knyttes til beskæftigelse, så det at bidrage til samfundet kædes sammen med at modtage velfærdsydelser fra samfundet – tidligere, nu eller senere i livet. Samtidigt skal der være en klar rimelighed i hvor meget man har bidraget – og hvor meget man kan modtage. Derved skal vi også gøre op med ”rettighedstankegangen”. Vi bidrager alle til fællesskabet, og solidariteten følger med fællesskabet fordrer, at vi ikke forventer eller per automatik føler en ret til at modtage så meget, som vi bidrager med. Vi har et ansvar for de allersvageste i vores samfund, men vi må alle bidrage til fællesskabet – på den ene eller den anden måde – og ingen kan forvente kun at modtage uden at bidrage til fællesskabet. Et samfund skal måles på hvordan det behandler sine svageste, men også på hvordan det behandler sine stærkeste. Vi skal belønne dem, der bidrager allermest til fællesskabet – til glæde for dem, som har det allersværest. De svageste skal have vidtrækkende hjælp fra fællesstaten, mens de individer som godt kan tage ansvar for sig selv, også må gøre det. Fællestaten skal have som klart mål, at skabe lige muligheder for alle individer i samfundet, men det betyder ikke at fællesstaten skal tilsigte lige resultater.

Diskussionen om den fremtidige danske samfundsmodel behøver ikke være en diskussion om ”afløseren” for velfærdsstaten, men snarere en diskussion om videreudviklingen og gentænkningen af den, og hvor et oplagt bud synes at være fællesstaten. Det er dog helt grundlæggende, at vi ændrer strukturen i vores nuværende samfundsmodel og forandrer for at forbedre. Forudsætninger for den samfundsmodel vi i Danmark har opbygget siden 1950’erne har ændret sig – og derfor er det nødvendigt, at vi gentænker den danske velfærdsstat. Det socialliberale bud skal være ideen om fællesstaten, der leverer kernevelfærd i form af sundhed og uddannelse, men også forventer at alle bidrager til fællesskabet. Fællesstaten skal være kendt for og gennemsyret af en social anstændighed og en frihed til forskellighed blandt medlemmerne af fællesskabet. Lige muligheder når det kommer til uddannelse og sundhed, og hjælpende hænder til dem, der har det allersværest, skal skabe de bedste betingelser for at den enkelte kan opnå de bedst mulige resultater – til glæde for den enkelte selv, men også til stor gavn og glæde for fællesskabet, fællesstaten.